Jeg synes der er flere problemer med den fremgangsmåde:
For der første er det totalt urealistisk fordi der ikke er og aldrig vil være politisk opbakning for det, fordi der er så mange ældre og det er en signifikant del af vælgerne.
Der er mange ældre der allerede lever hårdt og måske ligefrem skamfuldt fordi der simpelthen ikke bliver taget hånd godt om dem - systemet er allerede under pres. Hvis man fjernede støtte ville familien være nødt til at træde endnu mere til, og det ville i realiteten kun gøre familielivet endnu sværere, især for dem der ikke har mange ressourcer. Det er altså en socialt meget skæv fremgangsmåde.
Samme tankegang kunne bruges af fremtidens unge om dig når du er 70 - det er du vel ikke interesseret i? :P Solidariteten går vel begge veje.
Nej jeg ved godt det ikke er muligt i praksis fordi de ældre har større og større magt fordi den befolkningsgruppe vokser relativt til resten. Som sagt ved jeg også godt det er at sætte det lidt på spidsen.
Men jeg syntes faktisk generelt det er lidt skørt at én på 75 skal have lige så meget st sige om landets fremtid som én på 25. Den ene skal leve med langtidskonsekvenserne mens den anden kan være fløjtende ligeglad med hvad der sker om 10 år. Se bare på hvem der generelt går op i f.eks. klima og hvem der mener at det er mindre vigtigt.
Samme tankegang kunne bruges af fremtidens unge om dig når du er 70 - det er du vel ikke interesseret i? :P Solidariteten går vel begge veje.
Ja absolut, hvilket er 100% rimeligt. Jeg mener faktisk at vi bruger for mange ressourcer livsforlængende behandling på personer hvor det nok ikke burde gøres. Jeg har en bedsteforælder på +80 der lige har fået pacemaker…det syntes jeg faktisk er penge der er spildt for samfundet, han har haft en langt godt liv, oplevet at få oldebørn og hele skidtet, det giver ikke mening at man bruger de penge på nogle få år mere.
Det samme gjorde sig gældende med min bedstemor, hun blev behandlet for kræft i en alder af knapt 90 for jeg ved ikke hvor mange penge, for at forlænge hendes liv med nogle få år (som endte med at være forfærdelige for hende), hvilket jeg også syntes ikke burde være gjort.
Ja mange syntes det er hårdt og kynisk at have den tilgang til det.
man kan jo godt være 75år og ønske en god fremtid for sine børn og børnebørn… ligesom man kan være 25år og stadig føle man er udødelig og usårlig. Hvor længe du lever sikre ikke hverken en mere eller mindre fornuftig eller langsigtet stemme.
“Men hvad nu hvis”…der vil altid være ting der rammer lidt skævt, men generelt vil der være så mange færre 25-årige der dør af nedfaldne teglsten end 75-årige der bare dør fordi de er gamle at vi vidst godt kan blive enige om at det mest bare er en stråmand du kommer med der.
Jeg mener faktisk at vi bruger for mange ressourcer livsforlængende behandling på personer hvor det nok ikke burde gøres.
Jeg tror du på et eller anden måde har ret, men problemet ligger jo nok i hvor grænsen ligger henne og hvem bestemmer det? Det er jo virkelig at gøre sig herre over liv og død på en ubehagelig måde. Siger vi til den 80-årige: “Nej, vi behandler ikke din kræft”? Hvad med den 85-årige? 90-årige? Jeg tror det er meget svært at lave en vurdering der er objektiv og fair.
Hvis de nu også “kun” lever 5 år mere eller noget, er det så ikke også fint? Altså hvor mange penge skulle du få af staten for at du fik en magisk elixir der gjorde dig 5 år ældre? Jeg skulle få rigtig mange penge før jeg ville tage sådan et bytte.
Desuden lever folk jo nogle gange mange år mere. Du tænker på behandlingen som din bedstemor fik lige inden hun døde, men du tænker ikke på alle de behandlinger hun fik da hun var 80. Var de så også bare spildt? Nej, for hun levede jo 10 år mere. Men det kunne hun jo lige så godt også have gjort da hun var 90. Man kan jo ikke helt vide hvornår folk dør. Jeg har selv en meget gammel oldefar der er over 90 og det ville da være synd hvis han døde i hans 80er fordi man ikke gav ham en eller anden behandling.
Jeg tror du på et eller anden måde har ret, men problemet ligger jo nok i hvor grænsen ligger henne og hvem bestemmer det?
Så længe der ikke er ubegrænsede midler i sundhedsvæsnet må disse grænser være et nødvendigt onde, som jeg tænker har været praktiseret lige så længe som vi har haft et etableret sundhedsvæsen.
Hvem der lige agerer dommer i disse sager ved jeg ikke. Er det måske bare beslutninger der tages lokalt?
Det må være en svær position at være i, og som du selv skriver, ved man aldrig om personen der behandles får 15 rigtig gode år efterfølgende, eller 1 dårligt år. Min farmor levede med kræft i blæren i rigtig mange år hvor hun ikke bare selv havde et rigtig godt liv, hun spredte også meget glæde for hendes fem børn og endnu flere børnebørn og oldebørn.
Sidst jeg var i lejre forsøgscenter med ungerne, var der en “læge”-viking der fortalte ungerne at man i vikingetiden gav løgsuppe til folk der var sårede i maven. Hvis man kunne lugte løg ud af såret, stoppede man behandlingen, da man vidste at patientens overlevelseschancer var nul hvis tarmene var penetrerede.
Så ja, ressourcer har jo selvfølgelig altid været rationerede i behandlingssammenhænge.
Jeg synes der er flere problemer med den fremgangsmåde:
Nej jeg ved godt det ikke er muligt i praksis fordi de ældre har større og større magt fordi den befolkningsgruppe vokser relativt til resten. Som sagt ved jeg også godt det er at sætte det lidt på spidsen.
Men jeg syntes faktisk generelt det er lidt skørt at én på 75 skal have lige så meget st sige om landets fremtid som én på 25. Den ene skal leve med langtidskonsekvenserne mens den anden kan være fløjtende ligeglad med hvad der sker om 10 år. Se bare på hvem der generelt går op i f.eks. klima og hvem der mener at det er mindre vigtigt.
Ja absolut, hvilket er 100% rimeligt. Jeg mener faktisk at vi bruger for mange ressourcer livsforlængende behandling på personer hvor det nok ikke burde gøres. Jeg har en bedsteforælder på +80 der lige har fået pacemaker…det syntes jeg faktisk er penge der er spildt for samfundet, han har haft en langt godt liv, oplevet at få oldebørn og hele skidtet, det giver ikke mening at man bruger de penge på nogle få år mere.
Det samme gjorde sig gældende med min bedstemor, hun blev behandlet for kræft i en alder af knapt 90 for jeg ved ikke hvor mange penge, for at forlænge hendes liv med nogle få år (som endte med at være forfærdelige for hende), hvilket jeg også syntes ikke burde være gjort.
Ja mange syntes det er hårdt og kynisk at have den tilgang til det.
man kan jo godt være 75år og ønske en god fremtid for sine børn og børnebørn… ligesom man kan være 25år og stadig føle man er udødelig og usårlig. Hvor længe du lever sikre ikke hverken en mere eller mindre fornuftig eller langsigtet stemme.
Hvad så hvis den der er de 25 får en tagsten i hovedet i morgen?
“Men hvad nu hvis”…der vil altid være ting der rammer lidt skævt, men generelt vil der være så mange færre 25-årige der dør af nedfaldne teglsten end 75-årige der bare dør fordi de er gamle at vi vidst godt kan blive enige om at det mest bare er en stråmand du kommer med der.
Jeg tænker bare, at så havde den 25årige indtil da fået mere indflydelse end rimeligt.
Jeg tror du på et eller anden måde har ret, men problemet ligger jo nok i hvor grænsen ligger henne og hvem bestemmer det? Det er jo virkelig at gøre sig herre over liv og død på en ubehagelig måde. Siger vi til den 80-årige: “Nej, vi behandler ikke din kræft”? Hvad med den 85-årige? 90-årige? Jeg tror det er meget svært at lave en vurdering der er objektiv og fair.
Hvis de nu også “kun” lever 5 år mere eller noget, er det så ikke også fint? Altså hvor mange penge skulle du få af staten for at du fik en magisk elixir der gjorde dig 5 år ældre? Jeg skulle få rigtig mange penge før jeg ville tage sådan et bytte.
Desuden lever folk jo nogle gange mange år mere. Du tænker på behandlingen som din bedstemor fik lige inden hun døde, men du tænker ikke på alle de behandlinger hun fik da hun var 80. Var de så også bare spildt? Nej, for hun levede jo 10 år mere. Men det kunne hun jo lige så godt også have gjort da hun var 90. Man kan jo ikke helt vide hvornår folk dør. Jeg har selv en meget gammel oldefar der er over 90 og det ville da være synd hvis han døde i hans 80er fordi man ikke gav ham en eller anden behandling.
Så længe der ikke er ubegrænsede midler i sundhedsvæsnet må disse grænser være et nødvendigt onde, som jeg tænker har været praktiseret lige så længe som vi har haft et etableret sundhedsvæsen.
Hvem der lige agerer dommer i disse sager ved jeg ikke. Er det måske bare beslutninger der tages lokalt?
Det må være en svær position at være i, og som du selv skriver, ved man aldrig om personen der behandles får 15 rigtig gode år efterfølgende, eller 1 dårligt år. Min farmor levede med kræft i blæren i rigtig mange år hvor hun ikke bare selv havde et rigtig godt liv, hun spredte også meget glæde for hendes fem børn og endnu flere børnebørn og oldebørn.
Nok egentlig længere end det, det har du vel ret i 😅. Men så er det i sidste ende en beslutning der skal tages af en læge. Måske er det også okay? 🤷
Sidst jeg var i lejre forsøgscenter med ungerne, var der en “læge”-viking der fortalte ungerne at man i vikingetiden gav løgsuppe til folk der var sårede i maven. Hvis man kunne lugte løg ud af såret, stoppede man behandlingen, da man vidste at patientens overlevelseschancer var nul hvis tarmene var penetrerede.
Så ja, ressourcer har jo selvfølgelig altid været rationerede i behandlingssammenhænge.