

Hej Feddit. Jeg er ny på siden, og havde egentlig håbet på lidt af et modspil.
Jeg har gået til mange psykologer med varierende grader af success. Det har kostet både mig og det offentlige, og private sundhedsforsikringer kassen.
Men så spurgte jeg mig selv: Har det egentlig været gavnligt? Og hvis ja - har det så været mere gavnligt end en samtale med en god ven over en øl?
Jeg besluttede mig for at stille spørgsmålet på Reddit r/askpsychology, for jeg vil oprigtigt gerne vide det. For 200 år siden havde alle en præst de gik til, for at få spirituelle råd. Har vi sådan sat lidt på spidsen byttet en kirkelig præst til en sekulariseret præst?
“Psykolog” har siden halvfemserne været en beskyttet titel. En titel der nu er beskyttet af et af landets højeste gennemsnit. Det siger noget om hvor eftertragtet det er, men siger det noget om kvaliteten?
Får landets arbejdsnarkomaner og perfektionister deres manglende livsglæde behandlet af 12-tals pigerne?
Det lader lidt til, at der heller ikke er noget belæg for at sige at en gren af psykologien er bedre end en anden. Det betyder ikke noget om psykologen følger Freud, Jung, Skinner, eller dyrker mere moderne psykologiske retninger. CBT, DBT, Eksistentiel psykologi, det hele lader til at virke lige godt (Dårligt) når man laver studier på det. Eller det er ihvertfald hvad jeg hørte fra en ret skeptisk forsker i Brinkmanns Briks.
Selvfølgelig er der nok noget at komme efter med al den psykologi. Men i de her dage hvor alle og deres mor går til psykolog, har vi så ikke sat det op på et vaklende piedestal?
Det er hans behov. Han vil hele tiden ud og lege. Desværre ender det bare hele tiden i konflikter.