I found this travelogue of Danish author Hans Scherfigâs 1950 trip to the USSR. I think it will be of interest to people here so I have translated it. The illustrations are by Scherfig himself.
In this chapter Scherfig visits the Writerâs Union and talk about conditions for writers, free speech. The socialist realist movement is explained. We also learn about Soviet reading culture, libraries and newspapers.
Travels in the Soviet Union

Table of Contents
- Chapter 1
- Chapter 2
- Chapter 3
- Chapter 4
- Chapter 5
- Chapter 6
- Chapter 7
- Chapter 8
- Chapter 9
- Chapter 10
- Chapter 11
- Chapter 12
- Chapter 13
- Chapter 14
- Chapter 15
Chapter 13
There was a bookshop in the Stalingrad airport, and another in the waiting lounge at Moscowâs airport. Books are being sold everywhere in this country. In the parks of Kiev and amid the ruins of Stalingrad, there were bookstalls. On the streets of Moscow you can buy Pushkin and Gogol as easily as ice cream and cigarettes; books are laid out on folding tables along the sidewalk, and when you glance at the titles you see that what is first and furnish on offer are the works of the classics. Naturally there are ordinary bookshops here, just as in Copenhagen, but you will also find books for sale in theatre and cinema foyers, at railway and metro stations, in factories and workshops, in cafeterias and restaurants, on river steamers, in parks, in clubs, on sports fields, in museums.
You can pick up a volume of Mayakovskyâs poems at a tram stop, take a Chekhov play with you on the plane, buy a collection of Gorky stories at a mess hallâthat is how I have seen it happen. In a beer hall, a construction worker grew so excited when he learned that Carlo Hermansen was a bricklayer that he gave him a book by Tolstoy he had just bought out on the street. Another stranger joined in and began criticising Tolstoy and praising Dostoevsky, his favourite poet, and a long literary discussion ensued.
The geography book of my childhood said that only a very small part of the Russian population knew how to read and write. Now they are the most reading people on earth. The print runs of books are enormous; a book that appears in an edition of only 40,000 to 50,000 never even reaches the open market, because the libraries alone take up that entire edition. In 1939 there were 240,000 libraries in the Soviet Union with a stock of half a billion volumes. Now the number is smaller; the German supermen did not like books, and they succeeded, with their extraordinary technical skill, in destroying the libraries wherever they came, and in burning and destroying a very large number of books; they had learned the trade at home, and they had brought experts with them. The restoration of the libraries in the devastated areas is regarded as one of the most important cultural tasks, and considerable progress has already been made. There have been complaints that paper production since the war has failed to keep up with the publicâs appetite for reading. Shortly before our arrival, the Russian papers published a criticism by authors of the minister in charge of the paper industry, phrased in such sharp terms that anything of the kind at home would doubtless have resulted in a libel suit. Sharp criticism of the authorities â even of a named minister â is, however, not at all unusual in the Soviet Union.
In 1945, 293 million books were published in the entire Union. In 1949, 683.5 million books were issued. Since the revolution, over a million different books have appeared, with a total print run of 13 billion. This year, 7,700 different newspapers are published in the Soviet Union in approximately 70 languages. Every region has its own newdpaper, published in Russian as well as the local tongue. Currently, there are 1,400 periodicals in circulation. These figures were supplied by the writer Lev Oshanin at a reception given by the Moscow Writersâ Union for Anker Kirkeby, Evald Rasmussen, and me. The short speeches we gave on that occasion were quoted in the press and caused a great deal of commotion in the Danish newspapers, where Anker Kirkeby in particular was strongly attacked, because he (as âSocial-Demokratenâ wrote) had spoken âwith sympathyâ about the Soviet Union.
The Writersâ Union is housed in the beautiful palace known from the description of the Rostov familyâs dwelling in Tolstoyâs âWar and Peaceâ. Here we met, among others, Lev Oshanin, Vadim Koshevnikov, Vera Inber, who in her latest book has depicted Leningrad under siege, and our good friend Professor I. I. Anisimov, who has worked hard to promote Danish literature in the Soviet Union. I asked what fate a critical, satirical authorship would have in the Soviet Union, and Oshanin answered that criticism and satire were welcome and necessary. We are not enthusiastic about everything here, we have good use for satire.â
âWhat role does the Writersâ Union play?â
âThe Writersâ Union is first and foremost a trade union and has the same extensive administrative tasks as the other trade unions of the Soviet Union. It administers sanatoria, hospitals, health insurance, holiday homes, kindergartens, and so forth. It attends to the writersâ housing conditions. It ensures that an author who falls ill continues to receive his usual average income. It provides the author with peace to work, so that he has no economic worries in the time he is working on a larger task. It distributes one million rubles each year for travels for authors. And the considerable material resources at the Unionâs disposal do not come out of authorsâ royalties, but are provided by the publishing houses and by the theatres.
â How does a young experimental writer fare here? â
â We consider it a matter of honour to take care of the young. There are journals that publish only the work of debutants. Furthermore, every literary journal feels duty-bound to publish a young author at least once a year; should a journal neglect this obligation, it will be boycotted by the senior writers. We have one hundred and sixty literary journals and several literary newspapers. Within the Writersâ Union there is a special committee that works with young authorsâwe invite them to Moscow and discuss their work with them. Moreover, every factory and every institution has its literary circles, and most newcomers have their pieces printed in the factory papers. â
We learned that the Writersâ Union maintains a special literary academy, a centre for literary research. But above all it is a literary college, the only one of its kind in the world, a sort of university with teachers and students, divided into departments of dramatic literature, the novel and short story, historical literature, criticism, and so forth. It was founded sixteen years ago on the initiative of Maxim Gorky.
â By what process do you enter this academy? â
â There is an entrance exam covering general literary subjects, and students must submit an independent piece of literary work. It is organized along much the same lines as the Academy of Arts. â
â Is it necessary to have a degree from this academy to get your literary works published? â
â No. Of course not. It is a matter of talent. There are hundreds of literary debutants who have never attended the writersâ academy. â
â Can you learn to be a poet? â
â No, you cannot. But at the literary school you can acquire the necessary knowledge, a general literary culture. â
â Is there state censorship in the Soviet Union? â
â No. â
â But if there is only one publisher â a state publisher â then it amounts to the same thing as censorship, does it not? â
â There are many publishers here, about 200 in all, and several are tied to cultural and social state institutions. The Russian Academy of Sciences, for instance, runs a major publishing operation for scientific literature. The Ministry of Education issues the schoolbooks and also has a childrenâs book press. The Communist Youth League has its own publisher for youth literature as well. But the Writersâ Union has its own publishing house, which is the largest in the Soviet Union; it is not a state institution, we are our own masters here, it is we who decide. In every single republic the writersâ unions have their own publishing houses and their own journals. â
â What are the rates for authors? â
â The standard fee is 3,000 rubles per sheet for the first edition â and with the print runs they regularly produce, that can amount to ten times as much. â
Writers in the Soviet Union enjoy exceptionally good working conditions and material circumstances. Talent is valued. Capacity and knowledge command respect. But talent also entails obligations to society. The writer cannot hold himself apart; you do not write for yourself, but for your fellow human beings. It is a direct requirement of the Writersâ Union that its members maintain contact with their readers. Writers and critics alike meet regularly with their audience â in factory clubs, on collective farms, in youth leagues, at soldiersâ meetings, and in student societies. They read from their works, they explain their books, they hear out criticism and objections, they debate with their readers, they reply to questions. It is not uncommon, either, for writers to speak of the work they have in hand, setting forth their plans, difficulties, and ideas. That this contact is of the very greatest importance to the writers themselves is self-evident.
â Are writers required to join the Writersâ Union? â
â No. Itâs voluntary. There are some whoâd rather stay outside, and thatâs up to them. â
â How many members does the union have? â
â About 3,000 altogether. â
â How do you become a member? â
â Youâre admitted on the recommendation of a special committee. â
â How long has the union existed in its current form? â
â The Soviet Writersâ Union was founded at a congress in 1932. That put an end to years of literary feuding between different writersâ groups. Two years later, at the August 1934 congress, Maxim Gorky, as president of the congress, formulated the programme of socialist realism as the foundation for artistic and literary work. â
Socialist realism is not a dogma, but a working method which places literature in the service of mankind. Gorky said in his famous speech at the congress: âSocialist realism affirms life as action, as creation, whose goal is the development of manâs most valuable individual qualities in order to promote his victory over the forces of nature, in order to promote his health and vitality, in order to build a happy existence upon this earth which man, on the basis of his ever-growing demands, must work, so that it may become a beautiful abode for humankind united in a great family.â
This realism is in accordance with the very essence of Soviet society, while resting at the same time upon the traditions of classical Russian literature. The positive attitude toward reality is just as natural in the Soviet Union as escapism, reverie, and mysticism are natural during the period of dissolution of Western culture. When Gorky set forth his programme, it was no invention or contrivance of his own, but a tendency that had already manifested itself in Soviet literature after the disputes of the first revolutionary period among futurists, machine-romanticists, culture-nihilists, Serapion brothers, and whatever the many different tendencies of the transitional period were called.
Gorkyâs words concerning the youth of literature, the beginners, are Nordamerika: âWhy is this writersâ congress being held, and what goals shall the association set for itself? If it is solely for the professional welfare of literature, it has scarcely been worth the trouble to make so much of it. I believe that the association must aim not merely at the professional interests of writers, but at literary interests in general. The Writersâ Union ought to some degree to assume leadership of the army of beginners, organise it, allocate its energies across different tasks, and teach them to work with material from both the past and the present ⊠our congress must be not merely a report to our readers, not merely a parade of our talent. It must assume the organisation of literature, the schooling of young writers for work that matters to the whole union, such as our understanding of our homelandâs past and present.â
We were told about the library service, which, like industry and agriculture, trade and transport, is included in the five-year plan, where each year has its specific target that must be reached. Tens of thousands of Liberty officials are trained at 29 vocational schools and two academies. Industry has a special plan for library equipment; for instance, at one of the automobile factories a special standard type of library shelving is manufactured, adapted to the system and equipment of the central libraries. Mobile libraries are common where distances are great, and library ships are stationed in the harbours, as we saw in Stalingrad.
Libraries are not simply places where books may be borrowed. They are usually attached to workplaces. Every workshop club has a âcultural leaderâ who, among other things, organises systematic propaganda for the library. The publishers also hold regular meetings and conferences where they account for their work and present their plans to library staff, bookshop staff, and the cultural leaders of the factories. Furthermore, they hold information meetings where they discuss with readers.
The Russian writers also asked us a number of questions regarding the conditions of writers in Denmark. They wanted to know, among other things, how freedom of expression fared there. I answered that freedom of speech was guaranteed us in the Danish constitution, yet in the interest of truth I was obliged to mention that editor BĂžrge Houmann, shortly before our departure from Denmark, had been sentenced to prison and fined for having spoken about the Ministry of Justice and the prosecuting authorityâs handling of a wartime collaboration case[1].
âWill you be able to write freely about your impressions of the Soviet Union?â we were asked. I do not recall what Anker Kirkeby answered; I myself replied that in Denmark we have 302 daily newspapers. If we wished to write disparagingly about the Soviet Union, 301 of them were open to us. If we wished to tell the truth, we could only get it printed in the one. But theoretically, we were at liberty to acquire the majority shareholding in the joint-stock companies Politiken or Berlingske Tidende[2].
â We know Denmark well through Martin Andersen NexĂž[3], â Osjanin said. â The young people of Denmark have clear eyes; we know what they achieved under the German occupation, and we look forward to hearing Denmarkâs voice in the common struggle for peace. â
Many people sent their regards to NexĂž. Vera Inber asked me to pass on her greetings as well. She had visited Copenhagen in 1934 to lecture on Soviet literature and Soviet women. Martin Andersen NexĂž had introduced her that evening. â We were photographed for a newspaper, â Vera Inber said. â I rather think it was for Politiken, â she added, smiling at Kirkeby. â But when the photograph appeared in the paper, the editors had cropped NexĂž out. I find that symbolic. But you cannot simply cut us away from each other. You cannot divide us. We will work together for the same great goal: peace in the world. â
Original Danish text
#Rejse i Sovjetunionen
- Hans Scherfig, 1950
XIII.
Der var en bogbutik i lufthavnen i Stalingrad, og det var en bogbutik i ventesalen i Moskvas lufthavn. Alle vegne i dette land bliver der solgt bĂžger. I Kijevs parker og mellem Stalingrads ruiner var der boglader. PĂ„ gaderne i Moskva kan man kĂžbe vĂŠrker af Pusjkin og Gogol pĂ„ samme mĂ„de, som man kan kĂžbe iskager og cigaretter, man ser bĂžger udstillet pĂ„ klapborde pĂ„ fortovet, og nĂ„r man kigger pĂ„ bogtitlerne, ser man, at det isĂŠr er klassikernes vĂŠrker, der falbydes. Der er naturligvis almindelige boghandlerforretninger ligesom i KĂžbenhavn, men der sĂŠlges ogsĂ„ bĂžger i teatrenes og biografernes foyerâer, pĂ„ jernbane- og metrostationerne, i fabrikker og vĂŠrksteder, i kantiner og restauranter, pĂ„ flodbĂ„dene, i parkerne, i klubberne, pĂ„ sportspladserne, i museerne.
Man kan kÞbe sig en digtsamling af Majakovskij ved et sporvognsstoppested, man tager et drama af Tjekov med i flyvemaskinen, man kÞber et bind noveller af Gorkij i marketenderier, sÄdan har jeg set det foregÄ. PÄ en Þlstue var der en bygningshÄndvÊrker, der blev sÄ begejstret over at fÄ at vide, at Carlo Hermansen var murer, at han forÊrede ham en bog af Tolstoj, som han lige havde kÞbt pÄ gaden udenfor. En anden fremmed mand blandede sig i samtalen og gav sig til at kritisere Tolstoj og rose Dostojevskij, som var hans yndlingsdigter, og der udviklede sig en lÊngere litterÊr diskussion.
I min barndoms geografibog stod der, at kun en ganske lille del af det russiske folk kunne lĂŠse og skrive. Nu er det verdens mest lĂŠsende folk. BĂžgernes oplag er enorme; en bog, som kun udkommer i et oplag pĂ„ 40-50.000, nĂ„r overhovedet ikke at komme ud i fri handel, fordi bibliotekerne alene lĂŠgger beslag pĂ„ dette oplag. I 1939 var der 240.000 biblioteker i Sovjetunionen med en bogbestand pĂ„ en halv milliard bind. Nu er den mindre, de tyske overmennesker kunne ikke lide bĂžger, og det lykkedes for dem med deres overordentlige tekniske dygtighed at ĂždelĂŠgge bibliotekerne, hvor de nĂ„ede frem, og brĂŠnde og destruere et meget stort antal bĂžger; de havde Ăžvelsen hjemmefra, og de havde eksperter med. At genoprette bibliotekerne i de hĂŠrgede omrĂ„der betragtes som en af de vigtigste kulturelle opgaver, og man er allerede nĂ„et langt. Der er blevet klaget over, at papirproduktionen efter krigen ikke har kunnet holde trit med lĂŠselysten. Nogen tid fĂžr vi kom, blev der i de russiske blade af forfatterne fremsat en kritik af den minister, som har ansvaret for papirindustrien, i sĂ„ skarpe vendinger, at noget lignende herhjemme utvivlsomt ville have fĂžrt til injuriesag. Skarp kritik af myndigheder â ogsĂ„ af en navngiven minister â er imidlertid ikke noget ualmindeligt i Sovjetunionen.
I 1945 blev der udgivet 293 millioner bÞger i hele unionen. I 1949 blev der udsendt 683,5 millioner bÞger. Siden revolutionen er der udkommet over en million forskellige bÞger med et samlet oplag pÄ 13 milliarder. I Är udkommer i Sovjetunionen 7700 forskellige aviser pÄ ca. 70 sprog. Hvert omrÄde har sin egen avis, som kommer bÄde pÄ russisk og pÄ det lokale sprog. Af tidsskrifter udkommer der for tiden 1400. Det var forfatteren Leo Osjanin, som meddelte disse tal ved en modtagelse i forfatterforeningen i Moskva for Anker Kirkeby, Evald Rasmussen og mig. De korte taler, vi holdt ved den lejlighed, blev citeret i pressen og afstedkom en hel del postyr i de danske aviser, hvor navnlig Anker Kirkeby blev stÊrkt angrebet, fordi han (som »Social-Demokraten« skrev) havde talt »med sympati« om Sovjetunionen.
Forfatterforeningen har til huse i det smukke palĂŠ, som man kender fra beskrivelsen i Tolstojs »Krig og fred« af familien Rostovs bolig. Vi mĂždte her blandt andre Leo Osjanin, Vadim Kosjevnikov, Vera Inber, som i sin sidste bog har skildret Leningrad under belejringen, og vor gode ven professor I. I. Anisimov, som har gjort et stort arbejde for at udbrede kendskabet til dansk litteratur i Sovjetunionen. Jeg spurgte, hvilken skĂŠbne et kritisk, satirisk forfatterskab ville have i Sovjetunionen, og Osjanin svarede, at kritik og satire var velkommen og nĂždvendig. Vi er ikke begejstrede for alt her, vi har god brug for satire. â
â Hvilken rolle spiller forfatterforeningen? â
â Forfatterforeningen er fĂžrst og fremmest enremovedforening og har de samme omfanende administrative opgaver, som Sovjetunionens andreremovedforeninger. Den administrerer sanatorier, hospitaler, sygeforsikringen, feriehjem, bĂžrnehaver o. s. v. Den tager sig af forfatternes boligforhold. Den sĂžrger for, at en forfatter under sygdom stadig kan bevare sin normale gennemsnitsfortjeneste. Den sĂžrger for forfatterens arbejdsro, sĂ„dan at han ingen Ăžkonomiske bekymringer har i den tid, han arbejder pĂ„ en stĂžrre opgave. Den uddeler hvert Ă„r en million rubler til rejser for forfattere. Og de store materielle midler som forfatterforeningen rĂ„der over, tages ikke af honorarerne, men ydes af forlagene og af teatrene. â
â Hvordan er en ung eksperimenterende forfatter stillet her? â
â Vi betragter det som en ĂŠressag at tage os af de unge. Der er tidsskrifter, som kun optager arbejder af debutanter. Desuden fĂžler hvert litterĂŠrt tidsskrift sig forpligtet forpligtet til mindst en gang om Ă„ret at trykke en ung forfatters vĂŠrk, hvis et tidsskrift forsĂžmmer denne pligt, vil det blive boykottet af de ĂŠldre skribenter. Vi har 160 litterĂŠre tidsskrifter og flere litterĂŠre aviser. Vi har inden for forfarmerforeningen et sĂŠrligt udvalg, som arbejder med unge forfattere, vi inviterer dem til Moskva, og vi diskuterer deres arbejde med dem. ForĂžvrigt findes der pĂ„ hver eneste fabrik og i hver eneste institution litterĂŠre cirkler, og de fleste debutanter fĂ„r deres ting trykt i fabriksaviserne. â
Vi fik at vide, at forfatterforeningen opretholder et sÊrligt litterÊrt institut, som er et centrum for litterÊr forskning. Men det er fÞrst og fremmest en litterÊr hÞjskole, den eneste i verden, et slags universitet med lÊrere og studenter, opdelt i afdelinger for dramatisk litteratur, roman- og novellelitteratur, historisk litteratur, kritik o. s. v. Det blev oprettet for 16 Är siden pÄ Maxim Gorkijs initiativ.
â Hvordan kommer man til at studere pĂ„ denne hĂžjskole? â
â Der skal tages en adgangseksamen, som omfatter almindelige litterĂŠre emner, og studenterne mĂ„ indlevere et selvstĂŠndigt litterĂŠrt arbejde. Det er organiseret pĂ„ omtrent samme mĂ„de som ved kunstakademiet. â
â Skal man have taget eksamen ved denne hĂžjskole for at fĂ„ sine litterĂŠre arbejder trykt? â
â Nej. Naturligvis ikke. Det er et spĂžrgsmĂ„l om talent. Der er hundreder af litterĂŠre debutanter, som aldrig har vĂŠret pĂ„ forfatter-hĂžjskolen. â
â Kan man lĂŠre at digte? â
â Nej, det kan man ikke. Men pĂ„ den litterĂŠre skole kan man tilegne sig den nĂždvendige viden, den almindelige litterĂŠre kultur. â
â Er der statscensur i Sovjetunionen? â
â Nej. â
â Men hvis det kun er eet forlag â et statsforlag â sĂ„ vil det jo betyde det samme som censur, ikke? â
â Der findes mange forlag her, ialt ca, 200, og en del af dem er knyttet til kulturelle og sociale statsinstitutioner. Det russiske videnskabsakademi driver f.eks. en betydelig forlagsvirksomhed for videnskabelig litteratur. Undervisningsministeriet udgiver skolebĂžgerne og har ogsĂ„ forlag for bĂžrnebĂžger. OgsĂ„ det kommunistiske ungdomsforbund har et forlag for ungdomslitteratur. Men forfatterforeningen har sit eget forlag, som er det stĂžrste i Sovjetunionen; det er ikke nogen statsinstitution, vi er selv herrer her, det er os, der bestemmer. I hver eneste republik har forfatterforeningerne egne forlag og egne tidsskrifter. â
â Hvordan er forfatterhonorarerne? â
â Den sĂŠdvanlige takst er 3000 rubler pr. trykark for fĂžrste oplag â det kan blive til ti gange mere med de oplag, der ofte trykkes. â
Sovjetunionens forfattere har sÊrdeles gode arbejdsbetingelser og materielle vilkÄr. Talent er noget, som bliver pÄskÞnnet. Man har respekt for evner og kundskaber. Men talent er ogsÄ noget, der forpligter over for samfundet. Forfatteren kan ikke isolere sig, man skriver ikke for sig selv, men for sine medmennesker. Det er et direkte krav, som forfatterforeningen stiller til sine medlemmer, at de skal holde sig i kontakt med deres lÊsere. BÄde forfattere og kritikere mÞdes regelmÊssigt med lÊserne, i fabriksklubberne, pÄ kollektiv-brugene, i ungdomsforbundene, pÄ soldatermÞder og i studenterforeninger. De lÊser op af deres arbejder, de forklarer deres bÞger, de hÞrer pÄ kritik og indvendinger, de diskuterer med deres lÊsere, de svarer pÄ spÞrgsmÄl. Det sker ogsÄ, at forfatterne fortÊller om det arbejde, de er i gang med, redegÞr for deres planer og vanskeligheder og idéer. At denne kontakt har den allerstÞrste betydning for forfatterne selv er indlysende.
â Er en forfatter tvunget til at vĂŠre medlem af forfatterforeningen? â
â Nej. Det er en frivillig sag. Der er nogen, som hellere vil vĂŠre uden for, og det mĂ„ de selv om. â
â Hvor mange medlemmer har forfatterforeningen? â
â Ialt ca. 3000. â
â Hvordan bliver man medlem? â
â Man bliver optaget efter indstilling fra en sĂŠrlig komitĂ©. â
â Hvor lĂŠnge har forfatterforeningen eksisteret i sin nuvĂŠrende form? â
â Sovjetunionens forfatterforening blev stiftet pĂ„ en forfatterkongres i 1932. Der betĂžd afslutningen pĂ„ mange Ă„rs litterĂŠre stridigheder mellem forskellige forfattergrupper. To Ă„r efter, pĂ„ forfatterkongressen i august 1934 formulerede kongressens prĂŠsident, Maxim Gorkijs den socialistiske realismes program som grundlag for den kunstneriske og litterĂŠre virksomhed. â
Den socialistiske realisme er ikke et dogme, men en arbejdsmetode, som stiller lineraturen i menneskenes tjeneste. Gorkij sagde i sin berÞmte tale pÄ kongressen: »Den socialistiske realisme bekrÊfter livet som handling, som skaben, hvis mÄl er udviklingen af menneskets mest vÊrdifulde individuelle egenskaber for at fremme dets sejr over naturkrÊfterne, for at fremme dets sundhed og levedygtighed, for at skabe et lykkeligt liv pÄ den jord, som mennesket udfra sine stadig voksende fordringer mÄ bearbejde, sÄ den kan blive et skÞnt opholdssted for en menneskehed, forenet i en stor familie.«
Denne realisme er i overensstemmelse med selve sovjetsamfundets vÊsen og bygger samtidig pÄ den klassiske russiske litteraturs traditioner. Den positive stilling til virkeligheden er ligesÄ naturlig i Sovjetunionen, som virkelighedsflugt, drÞmmeri og mystik er naturlig under den vestlige kulturs oplÞsningsperiode. Da Gorkij fremsatte sit program, var det ikke noget, han havde udtÊnkt eller opfundet, men en retning, som allerede havde manifesteret sig i sovjet-litteraturen efter den fÞrste revolutionstids stridigheder mellem futurister, maskinromantikere, kulturnihilister, Serapion-brÞdre, og hvad overgangstidens mange forskellige retninger nu hed.
BemÊrkelsesvÊrdige er Gorkijs ord om litteraturens unge, begynderne: »Hvorfor afholdes denne forfatterkongres, og hvilke mÄl vil foreningen stille sig? Hvis det kun er for litteraturens professionelle velfÊrd, har det nÊppe vÊret ulejligheden vÊrd at gÞre sÄ meget ud af den. Jeg mener, at foreningen skal have som mÄl ikke bare skribenternesremovedlige interesser, men litterÊre interesser i det hele taget. Forfatterforeningen bÞr til en vis grad pÄtage sig ledelsen af begyndernes armé, organisere den, fordele dens krÊfter over forskellige opgaver og lÊre dem at arbejde med materialet bÄde fra fortiden og fra nutiden ⊠vor kongres skal ikke bare vÊre en rapport til vore lÊsere, ikke bare en parade af vort talent. Den skal pÄtage sig litteraturens organisation, skolingen af de unge forfattere til det arbejde, som er betydningsfuldt for hele unionen som vor erkendelse af vort hjemlands fortid og nutid.«
Man fortalte os om biblioteksvÊsenet, der lige som industri og landbrug, handel og transport indgÄr i femÄrsplanen, hvor hvert Är har sit bestemte mÄl, som skal nÄs. PÄ 29 grundskoler og to hÞjskoler uddannes titusinder af biblioteksfunktionÊrer. Inden for industrien er der en sÊrlig plan for biblioteks-materiel, f. eks. fremstilles der ved en af automobilfabrikkerne en speciel standardtype af bibliotekshylder, som tilpasset centralbibliotekernes system og materiel. Ambulante biblioteker er almindelige, hvor afstandene er store, og i havnene er der stationeret biblioteksskibe, sÄdan som vi sÄ det i Stalingrad.
Bibliotekerne er ikke bare steder, hvor man kan lÄne bÞger. De er sÊdvanligvis knyttet til arbejdspladser. I hvert eneste vÊrkstedsklub er der en »kulturleder, som bl.a. organiserer en systematisk propaganda for biblioteket. OgsÄ forlagene afholder regelmÊssige mÞder og konferencer, hvor de redege for deres arbejde og fremlÊgger deres planer for bibliotekspersonalet, boghandlerpersonalet og fabrikkernes kulturledere. Desuden holder de informationsmÞder, hvor de diskuterer med lÊserne.
De russiske forfattere stillede ogsÄ en del spÞrgsmÄl til os angÄende skribenternes vilkÄr i Danmark. De spurgte bl.a., hvordan det stÄr til med ytringsfriheden. Jeg svarede, at ytringsfrihed er sikret os i Danmarks grundlov, men mÄtte dog sandhedens interesse nÊvne, at redaktÞr BÞrge Houmann kort fÞr vor afrejse fra Danmark var blevet idÞmt fÊngsel og bÞde for at have ytret sig angÄende justitsministeriets og anklagemyndighedens behandling af en vÊrnemagersag.
â Vil De kunne skrive frit om Deres indtryk af Sovjetunionen? â blev der spurgt. Jeg erindrer ikke, hvad Anker Kirkeby svarede, jeg selv svarede, at vi i Danmark har 302 dagblade. Hvis vi ville skrive nedsĂŠttende om Sovjetunionen, stod de 301 os Ă„bne. Hvis vi ville sige sandheden, kunne vi kun fĂ„ der trykt i det ene. Men teoretisk stod det os frit for at erhverve aktiemajoriteten i aktieselskaberne Politiken eller Berlingske Tidende.
â Vi kender godt Danmark gennem Martin Andersen NexĂž â sagde Osjanin. â Den danske ungdom har klare Ăžjne, vi ved, hvad den udrettede under den tyske besĂŠttelse, vi venter ogsĂ„ at hĂžre Danmarks stemme i den fĂŠlles kamp for freden. â
Vi fik mange hilsner til NexĂž. OgsĂ„ Vera Inber bad mig hilse. Hun havde vĂŠret i KĂžbenhavn i 1934 og holdt et foredrag om sovjetlitteraturen og sovjet-kvinderne. Ved den lejlighed indledte Martin Andersen NexĂž. â Vi blev fotograferet til en avis â sagde Vera Inber â jeg tror nok, det var til Politiken â sagde hun og smilede til Kirkeby. â Men da billeder kom i bladet, havde redaktionen klippet NexĂž fra. Jeg synes, det er symbolsk. Men man kan ikke sĂ„dan skĂŠre os bort fra hinanden. Man kan ikke skille os. Vi vil arbejde sammen for det samme store mĂ„l, for freden i verden. â
BĂžrge Houmann (1902-1994) was the editor in chief of the communist newspaper Land og Folk. The covered the state prosecution serviceâs decision to drop all charges against the large construction and civil engineering company Wright, Thomsen & Kier who had actively sought out contracts to build military installations for the German occupiers. In retaliation for the critical coverage of the suspicious circumstances of the decision, the Ministry of Justice sued Houmann for defamation. Houmann was sentenced to three months in jail and a fine of DKK 50,000. â©ïž
Politiken and Berlingske Tidende were and are two of the largest mainstream newspapers in Denmark. â©ïž
Martin Andersen NexĂž (1869-1954), Danish modernist author with communist sympathies who was very popular in the peopleâs democracies. â©ïž
I have a US American Mark Twain collection from the 60s. The foreword mentions his popularity in the contemporary USSR. Rural themes and a satire of feudalism (A Yankee in King Arthurâs Court) were culturally resonant, and he had millions of books circulating in dozens of languages there. That would have been my thought. But of course the anthology writer has to follow the publisherâs line, where Russian and Soviet reading culture actually shows their desire for American freedom. And matter of factly sweeps away any relevance of Twainâs most famous work to modern American racism.
I appreciate your travelogue translations
Edie [it/it/its/its/itself, she/her/her/hers/herself]@lemmy.encryptionin.spaceEnglish
5·2 months agoâ Is there state censorship in the Soviet Union? â
â No. â
Impossible, I was told you couldnât say anything.
â This user is suspected of being a cat. Please report any suspicious behavior.
thank you for your translations! always appreciate them <3



